Gå til hovedindhold

Selvom vi alle bruger internettet hver eneste dag, er der mange af os, der aldrig har hørt om noget, der hedder SSID, og der er endnu færre, der ved, hvad det betyder. Og dette er på trods af, at SSID-navne er noget, de fleste mennesker støder på og stoler på hver eneste dag. I denne artikel kan du læse alt om det – hvad det betyder, hvordan det virker, og hvorfor det er så vigtigt.

Hvad er et SSID, og hvad bruges det til?

SSID er en forkortelse for Service Set Identifier, altså en identifikator af et trådløst netværk. Grundlæggende er et SSID det navn, der tildeles et wi-fi-netværk under konfigurationen af routeren. Et SSID kan hedde hvad som helst – f.eks. "Bjarnes wi-fi" eller "Café-gæster". Routeren bruger derefter SSID-navnet til at oprette et wi-fi-hotspot. SSID-navnet fungerer derefter som et adgangspunkt til det trådløse netværk, så trådløse enheder, der er i nærheden af routeren (f.eks. bærbare computere og smartphones) kan finde og oprette forbindelse til det. Når en bruger vil oprette forbindelse til et trådløst netværk, vises der typisk en hel liste over de wi-fi-netværk, der er inden for rækkevidde, og her bruges SSID-navnet til at identificere det korrekte netværk. Enheden gemmer som regel denne identifikator, så forbindelse til netværket kan oprettes helt automatisk en anden gang.

Det er vigtigt at bemærke, at et SSID blot er et netværksnavn, der bruges som en identifikator. De fleste wi-fi-netværk bruger også en sikkerhedsstandard – normalt en WPA2- eller WPA3-protokollen. Her skal brugerne angive en adgangskode eller en nøgle til netværket for at kunne oprette forbindelse til det.

Hvordan hænger SSID og WPA2 sammen i et wi-fi-netværk?

De fleste wi-fi-netværk kræver både et SSID-navn og en sikkerhedsnøgle eller adgangskode for at kunne oprette forbindelse til det. WPA2 (Wi-Fi Protected Access II) er en sikkerhedsprotokol, der definerer, hvordan routeren godkender brugerens enhed og derefter kommunikerer med den. Godkendelsen sker ved hjælp af en adgangskode. SSID og WPA2 har forskellige funktioner. SSID gør det muligt at skelne mellem de forskellige wi-fi-netværk, der er inden for rækkevidden, så brugeren kan oprette forbindelse til det rigtige netværk. Det er med andre ord navnet på netværket. WPA2 er en sikkerhedsstandard – og sikkerhedscertificeringsprogram – for trådløse netværk. Når WPA2-sikkerheden er aktiveret på et wi-fi-netværk, skal brugeren angive en alfanumerisk adgangskode eller nøgle for at kunne oprette forbindelse til internettet.

Hvor får jeg SSID-navnet fra?

Når vi nu ved, hvad et SSID er, og skal vi som det næste lære, hvordan man finder frem til navnet på det wi-fi-netværk, man gerne vil oprette forbindelse til. Hvis netværket er helt nyt, og navnet er ikke blevet ændret, findes dets SSID-navn typisk på et mærkat på selve routeren. Mærkaten er ofte placeret i et hjørne i bunden af routeren. Mange netværksejere giver dog deres netværk et unikt SSID-navn, så de nemmere kan finde det blandt andre netværk.

I vores scenarie aflæser vi netværkets SSID på vores elektroniske enheder. Den nemmeste måde at aflæse netværkets SSID på er at åbne wi-fi-indstillingerne på en tilsluttet enhed og se, hvilket netværk enheden i øjeblikket er forbundet til. Dette vil være SSID-navnet på det lokale wi-fi-netværk. Denne metode til aflæsning af SSID-navnet fungerer dog kun, hvis vi har adgang til en enhed, der er forbundet til wi-fi-netværket.

Hvis vi ikke har adgang til enheder, der har forbindelse til wi-fi-netværket, kan vi altid spørge routerens ejer om netværkets SSID. Denne løsning bruges, når vi er på besøg hos nogen, eller er på et sted med gæste-wi-fi, f.eks. en café.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se SSID-navnet

I visse tilfælde vil SSID-navnet på det wi-fi-netværk, vi gerne vil oprette forbindelse til, ikke stå på listen over tilgængelige netværk. Der kan være flere grunde til det, f.eks.:

  • SSID-navnet er skjult for offentligheden (dette konfigureres af routerens ejer)
  • Enheden er ikke inden for rækkevidde
  • Routeren fungerer ikke korrekt
  • Netværksradioen på enheden fungerer ikke, eller wi-fi er slået fra

Problemet kan løses på følgende måde:

  • Kontrollér, at SSID-navnet ikke er skjult
  • Genstart routeren
  • Nulstil routeren til fabriksindstillinger (dette vil nulstille SSID til standardnavnet)
  • Dobbelttjek netværksnavnet
  • Flyt enheden tættere på routeren, eller brug en wi-fi-extender
  • Genstart enheden, og opdater driverne
  • Kontrollér, at der er ingen genstande eller apparater, der blokerer SSID-hotspottet

Sådan vælger du et SSID-navn

De fleste routerproducenter giver deres enheder et standard SSID-navn. SSID-navnet er typisk trykt på en mærkat på selve routeren, og det er dette navn, der vises, når du konfigurerer dit nye wi-fi-netværk. Et standard-SSID-navn på et wi-fi-netværk vil typisk indeholde routerens mærke/model efterfulgt af en række tilfældige tal, f.eks. "Linksys-3486" eller "TP-LINK-3975".

Mange netværksejere foretrækker at give deres netværk et mere personligt SSID-navn. Et unikt SSID-navn gør det nemmere for brugerne at oprette forbindelse til det rigtige wi-fi-netværk. De fleste virksomheder bruger naturligvis deres virksomhedsnavn i SSID-navnet. For eksempel inkluderer SSID-navnet på wi-fi-netværk på alle Starbucks-caféer ordet "Starbucks".

Sådan ændrer du SSID-navnet

Selvom det i princippet ikke er strengt nødvendigt at ændre SSID-navnet på dit wi-fi-netværk, kan det nogle gange give god mening – f.eks. hvis du bor i lejlighed. Her kan naboerne teoretisk også have routere af samme mærke som din, så deres SSID-navne vil være næsten identiske med SSID-navnet på dit netværk, og dette vil kun skabe unødvendig forvirring. Så i stedet for have en liste over SSID-navne, der alle begynder med Linksys eller lignende, kan du oprette et unikt navn til dit netværk, som du nemt kan genkende – f.eks. "Bjarnes wi-fi" eller "Mit hyggehjørne".

For at ændre SSID-navnet skal du have adgang til routerens konfigurationsgrænseflade. Dette gøres ved at åbne routerens IP-adresse i en browser.

Følg disse trin:

  • Find routerens IP-adresse – den står typisk på en mærkat på routeren.
  • Brug en computer eller telefon til at komme ind på routerens netværk.
  • Åbn en browser, f.eks. Safari eller Chrome.
  • Log ind på routerens webgrænsefladeside ved at indtaste administratorbrugernavnet og -adgangskoden – disse burde også stå på en mærkat på routeren.
  • Naviger til routerens WLAN-indstillinger (Wireless Local Area Network) eller wi-fi
  • Find feltet med SSID-navnet.
  • Overskriv standardnavnet med dit eget SSID-navn.
  • Sørg for at gemme dine ændringer, før du lukker indstillingerne.

Det nye SSID-navn på dit wi-fi-netværk bør vises på listen over tilgængelige netværk inden for nogle få minutter. Nogle gange kan det være nødvendigt at opdatere listen et par gange, før det nye navn vises, og nogle gange vises det gamle og nye SSID-navn midlertidigt på samme tid.

SSID-sikkerhed på wi-fi-netværk

Nogle brugere er – og helt med rette – bekymret over sikkerheden af deres wi-fi-netværk og SSID-navne. Derfor bruger mange netværksejere WPA2-sikkerhed og opretter en "nøgle" (dvs. en adgangskode) til netværket. Hvis en netværksejer beholder standardnetværksnavnet, som inkluderer routerens mærke/model, kan en hacker jo se, hvilken type router han eller hun har med at gøre, og undersøge, om routeren har kendte sikkerhedshuller, der kan udnyttes til f.eks. at omdirigere brugerne til et skadeligt websted, som kan spore brugernes onlineaktivitet og opsnappe deres personlige oplysninger. Det er også vigtigt at bemærke, at netværk, der ikke anvender WPA2-kryptering, udsætter deres brugere for fare, fordi al deres kommunikation, inklusive deres personlige oplysninger, kan potentielt opsnappes af hackere, der kan være i nærheden.

Men blot det at ændre SSID-navnet og oprette en adgangskode er muligvis ikke nok til at beskytte et wi-fi-netværk. Mange hackere kan bruge brute-force- eller ordbogsangreb for at få adgang til netværket og stjæle brugernes personlige oplysninger.

Et unikt SSID-navn kan dog skabe en vis sikkerhed for netværk, hvor SSID-navnet er synligt offentligt. Nogle hackere opretter falske wi-fi-netværk med navne, der minder meget om legitime navne, så intetanende brugere bliver narret til at oprette forbindelse til det falske netværk. Dette er oftere tilfældet på offentlige steder, f.eks. lufthavne, caféer og restauranter, hvor gæsterne forventer, at der er gratis wi-fi. For at undgå forvirringen vælger mange virksomheder unikke SSID-navne til deres netværk og kræver desuden også en adgangskode for at kunne oprette forbindelse. Derudover kan det at beholde routerens standard-SSID-navn give hackerne mulighed for at finde ud af routerens mærke og model og derefter hacke sig ind på den for at omdirigere brugerne til skadelige websteder eller holde øje med aktiviteten på netværket.

Internetbrugerne kan dog gøre én ting for at sikre deres privatliv og sikkerhed, når de er online, uanset netværkets SSID – og det er altid at bruge en effektiv VPN-løsning som f.eks. Kaspersky VPN Secure Connection.

Skal jeg skjule SSID-navnet på mit netværk?

For nogle ville det åbenlyse svar på dette spørgsmål være ja – skjul netværkets SSID-navn for offentligheden. For hvis hackeren ikke kan se netværket, kan han eller hun vel ikke få adgang til det? Men på den anden side så blev SSID-navne ikke opfundet for at være skjult – de er beregnet til, at brugerne kan finde det wi-fi-netværk, de har fået lov til at bruge. Og desuden så findes der faktisk særlige programmer, der kan registrere skjulte SSID-netværk.

Hvad sker der, hvis der er flere netværk med det samme SSID-navn?

Mange brugere spekulerer sikker på, hvad det vil ske, hvis to forskellige netværk har identiske eller meget lignende SSID-navne. Det korte svar er, at flere identiske SSID-navne kan forårsage en del unødvendig forvirring. Forsøger man at oprette forbindelse til det "forkerte" netværk, bliver man afvist, fordi adgangskoden er forkert. Dette sker ofte i lejlighedskomplekser eller andre steder, hvor flere netværk bruger routere fra samme fabrikat og beholder standard-SSID-navne på deres wi-fi-netværk. Hvis to netværk bruger det samme navn og de samme sikkerhedsindstillinger, vil de fleste enheder automatisk oprette forbindelse til netværket med det stærkeste signal eller det netværk, der tidligere er blevet angivet som et foretrukket netværk på enheden.

Men hvis en hacker opretter en snydekopi af et legitimt wi-fi-netværk, bliver situationen straks mere alvorlig. Brugeren risikerer nu i god tro at oprette forbindelse til et netværk, der til forveksling ligner det rigtige netværk, men som i virkeligheden kontrolleres af hackeren.

SSID-navnet er nøglehullet til det trådløse netværk

Et SSID-navn er en vigtig faktor i et trådløst netværk. Uden et SSID ville brugerne ikke være i stand til at finde de rigtige wi-fi-hotspots på deres smartphones og laptops og oprette forbindelse til internettet. Selvom de fleste routere har et indbygget standard-SSID-navn, vælger mange netværksejere at angive deres eget navn for lettere at kunne skelne deres eget netværk fra andre netværk i samme område. På steder, hvor der kan være flere SSID-navne og routere, skal brugerne sørge for at oprette forbindelse til det rigtige netværk. Et SSID er ikke nogen sikkerhedsfunktion som sådan, så ved at vælge det forkerte netværk risikerer brugeren at udsætte sit privatliv og sine personlige oplysninger for fare.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er et SSID?

SSID står for "Service Set Identifier", dvs. en identifikator eller blot et navn på et trådløst netværk. Netværkets router transmitterer SSID-navnet, så det er synligt for alle i nærheden, og brugerne kan nemt finde og oprette forbindelse til det rigtige netværk. Det er vigtigt at huske, at et SSID-navn blot er en måde at skelne mellem de forskellige wi-fi-netværk på, og er altså ikke nogen sikkerhedsfunktion som sådan.

Hvor finder jeg SSID-navnet på mit netværk?

I mange tilfælde findes SSID-navnet på selve routeren. Der vil typisk være en mærkat i bunden af routeren med netværkets navn og adgangskode. Mange netværksejere foretrækker dog at ændre routerens standardindstillinger og angive deres eget SSID-navn og adgangskode. I dette tilfælde skal brugeren bede ejeren om disse oplysninger for at få adgang til det pågældende netværk. Men hvis brugeren tidligere har haft en enhed tilsluttet til netværket, kan brugeren blot gå ind i enhedens netværksindstillinger og aflæse SSID-navnet på det netværk, som enheden har forbindelse til.

Kaspersky Endpoint Security modtog tre AV-testpriser for den bedste ydeevne, beskyttelse og brugbarhed for et endpointsikkerhedsprodukt til virksomheder i 2021. I alle tests, viste Kaspersky Endpoint Security fremragende ydeevne, beskyttelse og brugbarhed for virksomheder.

Relaterede artikler og links:

Sådan opretter du et sikkert hjemmenetværk

Brug disse enkle råd til at skærpe sikkerheden på dit trådløse netværk

Offentlig Wi-Fi-sikkerhed

Relaterede produkter og tjenester:

Kaspersky Endpoint Security Cloud

Kaspersky Endpoint Security for Business

Hvad er et SSID?

Har du nogensinde spekuleret på, hvad et SSID er? Læs alt om det – hvad det betyder, hvordan det bruges på et wi-fi-netværk, og hvordan DU bruger det.
Kaspersky Logo