Gå til hovedindhold

Definition af IP-adresse

En IP-adresse er en entydig adresse, der identificerer en enhed på internettet eller i et lokalt netværk. IP står for "Internet Protocol", som er det sæt regler, der bestemmer formatet for data, der sendes via internettet eller det lokale netværk.

IP-adresser er helt grundlæggende de id'er, der gør det muligt at sende data mellem enheder i et netværk: De indeholder oplysninger om placering og giver adgang til enheder i forbindelse med kommunikation. Internettet skal kunne skelne forskellige computere, routere og websteder fra hinanden. IP-adresser gør dette muligt og har afgørende betydning for måden, internettet fungerer på.

An old man is using his laptop

Hvad er en IP-adresse?

En IP-adresse er en streng med tal, der er adskilt af punktummer. IP-adresser udtrykkes som et sæt med fire tal – et eksempel på en adresse kunne være 192.158.1.38. Hvert af tallene i sættet befinder sig i intervallet 0 til 255. Det betyder, at det samlede interval for IP-adresser starter med 0.0.0.0 og slutter med 255.255.255.255.

IP-adresser er ikke tilfældige. De oprettes matematisk og tildeles af IANA (Internet Assigned Numbers Authority), der er en del af ICANN (Internet Corporation for Assigned Names and Numbers). ICANN er en nonprofitorganisation, som blev oprettet i USA i 1998 med det formål at hjælpe med at opretholde sikkerheden på internettet og gøre det brugbart for alle. Hver gang, nogen registrerer et domæne på internettet, gøres det via en domæneregistrator, som betaler et lille gebyr til ICANN for at registrere domænet.

Hvordan fungerer IP-adresser?

Hvis du gerne vil forstå, hvorfor en bestemt enhed ikke opretter forbindelse som forventet, eller hvis du vil foretage fejlfinding for at finde ud af, hvorfor dit netværk muligvis ikke fungerer, er det en fordel at forstå, hvordan IP-adresser fungerer.

Internet Protocol fungerer som ethvert andet sprog gennem kommunikation ved hjælp af et sæt retningslinjer for videresendelse af information. Alle enheder finder, sender og udveksler information med andre tilsluttede enheder ved hjælp af denne protokol. Ved at tale det samme sprog kan alle computere på alle placeringer kommunikere indbyrdes.

Brugen af IP-adresser foregår normalt i baggrunden, uden at blive vist for brugerne. Der sker følgende:

  1. Din enhed opretter forbindelse til internettet indirekte ved først at oprette forbindelse til et netværk, som er tilsluttet internettet, der derefter tildeler din enhed adgang til internettet.
  2. Når du er hjemme hos dig selv, er dette netværk sandsynligvis din internetudbyder (ISP, Internet Service Provider). Når du er på arbejde, er det virksomhedens netværk.
  3. IP-adressen tildeles til din enhed af internetudbyderen.
  4. Din internetaktivitet går via internetudbyderen, der sender den tilbage til dig via din IP-adresse. Det er internetudbyderen, der giver dig adgang til internettet, og det er derfor internetudbyderens rolle at tildele en IP-adresse til din enhed.
  5. Din IP-adresse kan imidlertid blive ændret. Hvis du for eksempel tænder eller slukker for dit modem eller din router, kan adressen blive ændret. Du kan også kontakte internetudbyderen og få virksomheden til at ændre adressen for dig.
  6. Når du er på farten – for eksempel i forbindelse med en rejse – og du tager din enhed med dig, følger din hjemme-IP-adresse ikke med. Det skyldes, at du kommer til at bruge et andet netværk (et wi-fi-netværk på et hotel, i en lufthavn eller på en café osv.) til at oprette forbindelse til internettet, og du bliver tildelt en anden (midlertidig) IP-adresse, der tildeles af hotellets, lufthavnens eller caféens internetudbyder.

Som antydet i processen findes der forskellige typer IP-adresser. Dem vil vi kigge på nedenfor.

Typer af IP-adresser

Der findes forskellige kategorier af IP-adresser, og inden for hver kategori findes der forskellige typer.

Forbruger-IP-adresser

Enhver person eller virksomhed, der har en internetserviceaftale, har to typer IP-adresser: private IP-adresser og en offentlig IP-adresse. Betegnelserne offentlig og privat relaterer sig til netværksplaceringen: En privat IP-adresse bruges i et netværk, mens en offentlig IP-adresse bruges uden for netværket.

Private IP-adresser

Alle enheder, der opretter forbindelse til dit internetnetværk, har en privat IP-adresse. Dette gælder computere, smartphones og tablets såvel som Bluetooth-enheder, for eksempel højttalere, printere og smart-tv'er. I takt med udbredelsen af Internet of Things (IoT) bruger du sandsynligvis flere og flere private IP-adresser i dit hjem. Din router skal kunne identificere enhederne hver for sig, og mange enheder har behov for at kunne genkende hinanden. Derfor genererer din router en privat IP-adresse, der er et entydigt id, til hver enkelt enhed, så der kan skelnes mellem enhederne på netværket.

Offentlige IP-adresser

En offentlig IP-adresse er den primære adresse, som er tilknyttet netværket på overordnet plan. Hver enkelt tilsluttet enhed har sin egen IP-adresse, men enheden er også tilknyttet netværkets overordnede IP-adresse. Som beskrevet ovenfor er det din internetudbyder, der leverer den offentlige IP-adresse til din router. Internetudbydere råder typisk over en stor pulje af IP-adresser, som de distribuerer til deres kunder. Den offentlige IP-adresse er den adresse, som alle enheder uden for dit internet-netværk bruger, når de registrerer netværket.

Offentlige IP-adresser

Der findes to typer offentlige IP-adresser – dynamiske og statiske.

Dynamiske IP-adresser

Dynamiske IP-adresser ændres automatisk og med jævne mellemrum. Internetudbydere køber en stor pulje med IP-adresser og tildeler dem automatisk til deres kunder. Med jævne mellemrum tildeler de nye adresser og flytter de gamle IP-adresser tilbage i puljen, så de kan bruges til andre kunder. Internetudbyderne gør dette for at opnå lavere omkostninger. Automatiseringen af den jævnlige flytning af IP-adresser betyder, at internetudbyderne ikke behøver at udføre bestemte handlinger for at genetablere en kundes IP-adresse, hvis kunden for eksempel flytter. Der er også sikkerhedsmæssige fordele, fordi det er sværere for kriminelle at hacke sig ind i en netværksgrænseflade, hvor IP-adressen skifter.

Statiske IP-adresser

I modsætning til dynamiske IP-adresser ændres statiske IP-adresser ikke. Når netværket har tildelt en IP-adresse, bliver den ikke ændret. De fleste personer og virksomheder behøver ikke en statisk IP-adresse, men for virksomheder, der planlægger selv at være vært for en server, er det afgørende at have en. Det er, fordi en statisk IP-adresse sikrer, at websteder og e-mailadresser, der er knyttet til de pågældende websteder, har en konsistent IP-adresse, da dette er afgørende for, at andre enheder kan finde dem på internettet.

Dette fører til det næste punkt: de to typer websteds-IP-adresser.

Der findes to typer websteds-IP-adresser

Til webstedsejere, der ikke er værter for deres egne servere og i stedet benytter sig af en webhosting-pakke – hvilket er tilfældet i forbindelse med de fleste websteder – findes der to typer websteds-IP-adresser. De kan være enten delte eller dedikerede.

Delte IP-adresser

Et websted, der bygger på en aftale med en webhosting-udbyder om delt hosting, er typisk placeret på en server sammen med mange andre websteder, som serveren også er vært for. Dette gælder normalt for enkeltpersoners og små og mellemstore virksomheders websteder, hvor mængden af trafik er begrænset, og hvor webstederne indeholder et begrænset antal sider m.m. Websteder, hvortil der benyttes denne type hosting, har en delt IP-adresse.

Dedikerede IP-adresser

Visse webhosting-aftaler giver mulighed for køb af en eller flere dedikerede IP-adresser. Det kan gøre det nemmere at anskaffe et SSL-certifikat og gør det muligt at have egen FTP-server (File Transfer Protocol-server). Dette gør det nemmere at dele filer med og overføre filer mellem flere personer i en organisation og giver muligheder for anonym FTP-deling. En dedikeret IP-adresse gør det også muligt at oprette forbindelse til et websted ved hjælp af IP-adressen i stedet for at skulle angive et domænenavn. Og det er nyttigt, når et websted skal opbygges og testes, inden det registreres.

Sådan kan du slå IP-adresser op

Den enkleste måde, du kan tjekke, hvilken offentlig IP-adresse din router bruger, er at søge efter "What is my IP address?" (Hvad er min IP-adresse?) hos Google. Google viser dig svaret øverst på siden.

Andre websteder vil vise dig den samme oplysning: De kan se din offentlige IP-adresse, fordi din router, ved at besøge webstedet, har foretaget en anmodning og i denne forbindelse har vist oplysningen. Websteder som for eksempel WhatIsMyIP.com og IPLocation går skridtet videre og viser navnet på din internetudbyder og din by.

Generelt får du kun vist en omtrentlig placering, hvis du benytter denne teknik: Internetudbyderens placering vises, men enhedens faktiske placering vises ikke. Hvis du bruger denne metode, skal du huske også at logge af dit VPN. At hente den faktiske adresse på den fysiske lokation kræver normalt, at der sendes en ransagningskendelse til internetudbyderen.

Måden, du finder din private IP-adresse på, afhænger af platformen:

I Windows:

  • Brug kommandoprompten.
  • Søg efter "cmd" (uden anførselstegnene) ved hjælp af Windows Search
  • I pop op-boksen, der vises, skal du skrive "ipconfig" (uden anførselstegnene) for at søge efter oplysningerne.

På en Mac:

  • Gå til Systemindstillinger
  • Vælg Netværk for at få vist oplysningerne.

På en iPhone:

  • Gå til Indstillinger
  • Vælg Wi-Fi, og klik på "i" i en cirkel () ud for det netværk, du er tilsluttet – IP-adressen burde nu vises på fanen DHCP.

Hvis du vil tjekke, hvilke IP-adresser andre enheder på dit netværk bruger, skal du gøre det via routeren. Måden, du får adgang til routeren på, afhænger af mærket og routerens software. Du kan normalt få adgang til en router ved at indtaste dens gateway-IP-adresse i en webbrowser, der befinder sig på det samme netværk som routeren. Derfra skal du navigere til "tilsluttede enheder" eller tilsvarende, hvorefter der vises en liste over alle enheder, der i øjeblikket er eller for nylig har været tilsluttet netværket – sammen med enhedernes IP-adresser.

Sikkerhedstrusler med hensyn til IP-adresser

Cyberkriminelle kan benytte forskellige teknikker til at opsnappe din IP-adresse. De to mest almindelige er social engineering og online-stalking.

Social engineering


Personer med ondsindede hensigter kan ved hjælp af social engineering få dig til selv at oplyse din IP-adresse. For eksempel kan de finde dig via Skype eller et andet chatprogram, hvor der bruges IP-adresser til kommunikation. Hvis du chatter med ukendte personer ved hjælp af disse programmer, er det vigtigt at vide, at de kan se din IP-adresse. Personer med ondsindede hensigter kan bruge et Skype Resolver-værktøj, hvor de kan finde din IP-adresse på baggrund af dit brugernavn.

Online-stalking

Kriminelle personer kan opsnappe din IP-adresse ved at følge din onlineaktivitet minutiøst. En eller flere onlineaktiviteter, for eksempel at du spiller videospil eller efterlader kommentarer på websteder eller i fora, kan afsløre din IP-adresse.

Når din IP-adresse er kommet de kriminelle i hænde, kan de besøge et websted til sporing af IP-adresser, for eksempel whatismyipaddress.com, hvor de kan få en idé om, hvor du befinder dig, ved at indtaste IP-adressen. Ved hjælp af krydshenvisninger til andre open source-data kan de derefter finde ud af, om IP-adressen er specifikt knyttet til dig. Derefter kan de benytte sig af LinkedIn, Facebook eller andre sociale netværk, der fortæller, hvor du bor, og derefter kontrollere, om dette svarer til det område, de har fundet frem til.

Hvis en Facebook-stalker bruger et phishing-angreb på personer med dit navn til at installere skadelig software til udspionering, vil den IP-adresse, som er tilknyttet dit system, med stor sandsynlighed bekræfte din identitet over for stalkeren.

Hvis cyberkriminelle kender din IP-adresse, kan de starte angreb på dig og måske ligefrem udgive sig for at være dig. Det er vigtigt at være opmærksom på diverse risici og på, hvordan de kan reduceres. Risici omfatter:

Download af ulovligt indhold via din IP-adresse

Det er almindeligt kendt, at hackere benytter sig af hackede IP-adresser ved download af ulovligt indhold og andet, som de vil undgå kan spores tilbage til dem. Med din IP-adresses identitet kan kriminelle for eksempel downloade piratkopierede medier såsom film, musik og video – hvilket er en overtrædelse af internetudbyderens vilkår for anvendelse – og hvad der er langt værre: indhold med relation til terrorisme eller børnepornografi. Dette kan medføre, at du – uforskyldt – kommer i politiets søgelys.

Opsporing af din placering

Hvis hackere kender din IP-adresse, kan de identificere dit område, din by og dit land ved hjælp af geoplaceringsteknologi. De behøver kun at grave lidt mere på de sociale medier for at kunne identificere din bopæl og potentielt begå indbrud hos dig, når de ved, at du ikke er hjemme.


Direkte angreb på dit netværk

Kriminelle kan angribe dit netværk direkte på en række forskellige måder. En af de mest anvendte metoder er DDoS-angreb (distributed denial-of-service). Denne type cyberangreb består i, at hackere benytter tidligere inficerede computere til at generere et stort antal anmodninger og sende dem til systemet eller serveren, der er mål for angrebet. Det skaber mere netværkstrafik, end serveren kan håndtere, og dette resulterer i afbrydelse af tjenester. Dybest set afbryder det dit internet. Denne type angreb rettes typisk mod virksomheder og videospiltjenester, men kan også være rettet mod enkeltpersoner, selv om dette forekommer langt sjældnere. Online-gamere har en særligt høj risiko for at blive udsat for denne type angreb, fordi deres skærm er synlig, når de streamer (IP-adressen kan ses på skærmen).

Hacking af din enhed

På internettet benyttes en port såvel som en IP-adresse, når der oprettes forbindelse. Til hver IP-adresse findes der tusinder af porte, og en hacker, som kender din IP-adresse, kan forsøge at gennemtvinge en forbindelse gennem disse porte. Hackeren kan for eksempel overtage kontrollen med din telefon og stjæle oplysninger fra dig. Hvis kriminelle får adgang til din enhed, kan de installere skadelig software på den.

Types of internet protocol address

Sådan kan du beskytte og skjule din IP-adresse

En af måderne, du kan beskytte dine personlige oplysninger og din onlineidentitet på, er ved at skjule din IP-adresse. De to primære måder, du kan skjule din IP-adresse på, er:

  1. Ved hjælp af en proxyserver
  2. Ved hjælp af et VPN (et virtuelt privat netværk)

En proxyserver er en server, der fungerer som mellemled, og som din netværkstrafik passerer igennem:

  • De internetservere, du besøger, ser kun proxyserverens IP-adresse. De ser ikke din IP-adresse.
  • Når internetserverne sender information tilbage til dig, sendes den til proxyserveren, der derefter sender den videre til dig.

En ulempe ved proxyservere er, at nogle af deres tjenester kan udspionere dig – så det er vigtigt, at du har tillid til din proxyserver. Afhængigt af hvilken proxyserver du bruger, indsætter proxyserveren muligvis reklamer i din browser.

VPN er en bedre løsning:

  • Når du tilslutter din computer – eller din smartphone eller tablet – til et VPN, opfører enheden sig, som om den er tilsluttet det samme lokale netværk som VPN'et.
  • Al din netværkstrafik sendes til VPN'et via en sikker forbindelse.
  • Fordi din computer opfører sig, som om den var tilsluttet netværket, kan du oprette forbindelse til ressourcer på det lokale netværk på en sikker måde – selv hvis du befinder dig i et andet land.
  • Du kan også bruge internettet på samme måde, som hvis du befandt dig på den samme placering som VPN'et. Dette er en fordel, hvis du bruger et offentligt Wi-Fi og vil oprette forbindelse til geoblokerede websteder.

Kaspersky Secure Connection er et VPN, der beskytter dig på offentlige Wi-Fi-netværk, holder din kommunikation privat og sikrer dig imod phishing, skadelig software, vira og andre cybertrusler.

Situationer, hvor du bør bruge VPN

Når du bruger et VPN, skjules dine IP-adresser, og din netværkstrafik omdirigeres, så den passerer igennem en separat server. Dette gør det meget sikrere for dig at være online. Du kan bruge VPN i disse situationer:

Ved brug af offentligt Wi-Fi

Når du bruger et offentligt Wi-Fi-netværk, selv hvis det er beskyttet med adgangskode, er det en god idé at bruge VPN. En hacker, der er tilsluttet det samme Wi-Fi-netværk som dig, kan nemt opsnappe dine data. Den grundlæggende sikkerhed, der bruges på det gennemsnitlige offentlige Wi-Fi-netværk, yder ikke nogen robust beskyttelse mod andre brugere, som er tilsluttet det samme netværk.

Brugen af VPN føjer et ekstra lag sikkerhed til dine data og sikrer, at al din kommunikation passerer uden om det offentlige Wi-Fi-netværks internetudbyder, og at kommunikationen krypteres.

Når du rejser

Hvis du rejser til et fremmed land – for eksempel Kina, hvor websteder såsom Facebook er blokerede – kan du ved at bruge VPN få adgang til tjenester, der ellers ikke er tilgængelige i landet. 

VPN'et giver dig i mange tilfælde mulighed for at benytte streamingtjenester, som du har betalt for, og som du har adgang til i dit hjemland, men som ikke er tilgængelige i et andet land på grund af problemer med rettigheder internationalt. Ved at bruge VPN kan du få mulighed for at bruge tjenesterne på samme måde som i dit eget land. Rejsende kan muligvis også finde lavere priser på flybilletter ved at bruge VPN, da priserne kan variere mellem de enkelte områder.

Når du arbejder eksternt

Dette er særligt relevant i en verden efter COVID, hvor mange mennesker arbejder eksternt. Af sikkerhedsmæssige årsager kræver arbejdsgivere ofte, at der bruges VPN i forbindelse med ekstern adgang til virksomhedstjenester. Et VPN, der opretter forbindelse til serveren på dit kontor, kan give dig adgang til interne virksomhedsnetværk og -ressourcer, når du befinder dig et andet sted. Det kan gøre det samme i forhold til dit hjemmenetværk, når du er på farten. 

Når du vil beskytte dine personlige oplysninger

Selv når du befinder dig i dit hjem og bruger internettet til hverdagsformål, kan det være en god idé at bruge et VPN. Hver gang, du besøger et websted, registrerer serveren, som du opretter forbindelse til, din IP-adresse og knytter den til alle de andre data, som webstedet kan registrere om dig: din brug af internettet, hvad du klikker på, og hvor lang tid du bruger på de enkelte sider. Disse data kan sælges til reklamefirmaer, der bruger dem til tilpasning af de reklamer, som du får vist. Dette er årsagen til, at reklamer på internettet sommetider virker underligt personlige: Det er de. Din IP-adresse kan også bruges til opsporing af din placering, selv når dine placeringstjenester er slået fra. Ved at bruge VPN kan du undgå at efterlade spor på internettet.

Glem heller ikke dine mobilenheder. De har også IP-adresser, og du bruger sikkert enhederne på flere forskellige placeringer, end du bruger din hjemmecomputer – f.eks. på offentlige Wi-Fi-hotspots. Det er en god idé at bruge VPN på din mobilenhed, når du opretter forbindelse til et netværk, som du måske ikke har fuld tillid til.

Andre måder, du kan beskytte dine personlige oplysninger på

Skift indstillinger for beskyttelse af personlige oplysninger i dine chatprogrammer

Apps, der er installeret på din enhed, er en betydelig kilde til hacking af IP-adresser. Cyberkriminelle kan bruge apps til chatbeskeder og opkald som værktøjer. Ved brug af apps til chatbeskeder kan der kun oprettes direkte forbindelse fra kontakter, og der kan ikke modtages opkald eller beskeder fra personer, som du ikke kender. Hvis du ændrer dine indstillinger for beskyttelse af personlige oplysninger, er det sværere at finde din IP-adresse, fordi personer, der ikke kender dig, ikke kan oprette forbindelse til dig.

Opret unikke adgangskoder

Adgangskoden på din enhed er det eneste, der kan forhindre, at andre personer har adgang til din enhed. Nogle mennesker fortrækker at beholde standardadgangskoden på deres enheder, og dette gør dem sårbare for angreb. På samme måde som alle dine konti skal din enhed have en entydig og stærk adgangskode, der ikke er let at afkode. En stærk adgangskode indeholder en blanding af store og små bogstaver, tal og tegn. Dette er med til at beskytte enheden imod IP-adressehacking.

Vær på vagt over for phishing-e-mails og skadeligt indhold

En stor andel af skadelig software og software til sporing af enheder bliver installeret via phishing-e-mails. Når du opretter forbindelse til et websted, giver dette webstedet adgang til din IP-adresse og din enheds placering, og det gør den sårbar over for hacking. Vær opmærksom, når du åbner e-mails fra ukendte afsendere, og undlad at klikke på links, der kan viderestille dig til uautoriserede websteder. Vær ekstra opmærksom på indholdet i e-mails, selv hvis de tilsyneladende kommer fra velkendte websteder og legitime virksomheder.

Brug en god antivirusløsning, og hold den opdateret

Installer omfattende antivirussoftware, og hold den opdateret. Kasperskys virusbeskyttelse beskytter dig for eksempel imod vira på din pc og dine Android-enheder, sikrer og opbevarer dine adgangskoder og private dokumenter og krypterer data, du sender og modtager online med VPN.

Beskyttelsen af din IP-adresse er af afgørende betydning i forbindelse med beskyttelse af din onlineidentitet. At sikre den ved hjælp af disse trin er en måde, hvorpå du fortsat kan holde dig beskyttet imod de mange typer angreb, som udføres af cyberkriminelle.

Relaterede artikler:

Hvad er en IP-adresse – definition og forklaring

Kaspersky Logo