Gå til hovedindhold

Udbredelsen af Googles mobiloperativsystem, Android, har hjulpet med at gå foran i mobilitetens tidsalder og gøre smartphones og tablet-pc'er tilgængelige for masserne – i stedet for bare at være et nicheprodukt for de rige. Denne revolution har haft en massiv, positiv indvirkning på mange menneskers liv, men den har også en bagside. Trusler mod Android-enheders sikkerhed vokser i antal, og de, der ignorerer denne spirende tendens, udsætter deres privatliv, sikkerhed og økonomi for risici.

En verden af trusler mod Android-enheder

Android OS er særligt udsat for malwaretrusler. Android-malware udgjorde kun 24 procent af alle mobile malwaretrusler i 2010 ifølge en nylig undersøgelse, foretaget af Juniper Networks, men nu udgør de ikke mindre end 90 procent af al malware. Platformens åbne udformning – som i første omgang muliggjorde, at så mange Android-enheder kunne oversvømme markedet – gør den også til et ideelt mål for malwareskabere. De kan få deres software ind på brugernes enheder uden at skulle skjule de ondsindede aspekter af den på ekspertvis.

Hovedparten af denne malware er indtægtsdrevet, hvor mere end 75 procent af den ondsindede software bruges til at narre brugere til at sende tekster til betalingstjenester mod et gebyr. Ifølge Juniper kan hvert angreb indbringe $10 for en hacker, og det bliver til mange penge, når det ganges med millioner af enheder derude.

Men ikke al malware er designet til hurtig pengeindskrabning. Nogle programmer indsamler personlige oplysninger, herunder ting som adgangskoder til netbank, browsing-tendenser eller geografisk placering. Disse oplysninger kan bruges til at stjæle direkte fra brugeren, eller til at sælge dem videre til en million forskellige anvendelser.

Dette kan alt sammen give et temmelig skræmmende billede af Android OS, men brug af en mobil enhed behøver ikke nødvendigvis at betyde, at du blotter dig for et Android-sikkerhedsangreb. Ved at følge nogle ret enkle trin kan du beskytte din enhed mod næsten al skadelig software, så du kan nyde den mobile verden til fulde uden at udsætte dine oplysninger for risici.

Hold dig opdateret

Opdatering af din mobile sikkerhedssoftware er ikke bare en måde at opnå forbedrede funktioner og bedre hastigheder på, da Google og enhedsproducenten også putter en masse softwarerettelser ind i disse opdateringer. Juniper antager, at enheder med den nyeste version af operativsystemer er immune over for mere end tre fjerdedele af den malware, der findes derude, så sørg for at tjekke for opdateringer jævnligt og hente dem, når de er tilgængelige.

Undgå downloads fra tredjeparts websteder

Omfanget af tilgængelige Android-apps er en af de egenskaber, der får folk til at vælge platformen, og Android gør det rimelig nemt at installere programmer fra andre kilder end den officielle app-butik. Selv om der er nogle interessante apps derude, som ikke er tilgængelige via Google, er det en fantastisk måde at få malware ind på din enhed. Google scanner alle apps i sin officielle butik for synlige spor af malware og formår at stoppe en stor del af dem, inden de når ud til forbrugerne. Tredjeparts app-butikker har ikke nødvendigvis denne beskyttelse, og det ved malwareskaberne.

Vær opmærksom på tilladelser

De fleste mennesker klikker sig bare blindt gennem tilladelsesafsnit, når de installerer et nyt program, men det er faktisk en måde at få øje på potentielle trusler. Det nye spil, du downloadede for at slå noget tid ihjel, skal have adgang til dit filsystem for at fungere, men det behøver bestemt ikke at have adgang til dine sms'er eller din placering. Når du installerer et program, skal du læse afsnittet for tilladelser igennem, før du accepterer appens vilkår, og hvis appen anmoder om tilladelse til noget, som virker mærkeligt, så lad være med at installere den.

Undgå gratis Wi-Fi

Hvem kan ikke lide gratis ting? Gratis offentlig Wi-Fi er i mange henseender en velsignelse, fordi det giver en hurtig internetforbindelse for din enhed, uden at det koster dig en øre. Men disse usikre forbindelser kan være katastrofale for dine private oplysninger. Det er lige så let for en hacker eller tyv at oprette forbindelse til gratis Wi-Fi, som det er for dig, og så snart I begge er på samme netværk, kan de nemt se næsten alle de oplysninger, du sender på internettet. Når det gælder Wi-Fi-sikkerhed, er det bedst at holde sig til sikrede forbindelser, eller, hvis muligt, din enheds mobilforbindelse.

Bliv beskyttet

Den bedste måde at holde din Android-enhed sikker på er at bruge dedikeret sikkerhedssoftware, der konstant scanner enheden og kontrollerer for trusler i alle nye programmer, du installerer. Men selv dette kræver nogle betingelser. Der er masser af gratis antivirustilbud til mobiler derude, men mange af dem er bare trojanere eller vira i forklædning. For ægte mobilsikkerhed skal du holde dig til tilbud fra velkendte udbydere. Det kan godt være, at de opkræver betaling for deres konstant opdaterede tjeneste, men det er en lille pris at betale for ægte sikkerhed. De fleste af disse programmer tilbyder en gratis prøveperiode, så du kan prøve dem, inden du foretager et køb, og de bedste kan endda beskytte din pc eller flere Android-enheder på én gang.

Verdenen af trusler mod Android-enheder kan være skræmmende, men i lighed med en personlig computer er det første store skridt mod at beskytte dig selv, at du tænker dig om, når du bruger din enhed. I de tilfælde, hvor det ikke er nok at være påpasselig, er en robust mobil sikkerhedsløsning, som konstant opdateres i takt med nye mobile trusler, din bedste satsning til at opnå sikkerhed i en mobil verden.

Andre artikler og links relateret til malwarebeskyttelse

Råd til at holde Android-sikkerhedstrusler under kontrol

I en verden fuld af trusler mod Android-enheder må du lære, hvordan du kan beskytte dine Android-enheder mod sårbarheder over for malwareangreb.
Kaspersky Logo