Skip to main

Mobning har sandelig udviklet sig fra dengang, hvor den bestod af buksevand i skolegården eller opkrævning af frokostpenge. Faktisk har mobberiet fulgt med tiden og flyttet sig til e-mails, sms og sociale medier. Og selv om du måske har en idé om skadernes omfang, viser statistikker, at det er et udbredt og farligt problem. Her ser vi nærmere på cybermobning i tal og top 10 over måderne til at stoppe onlinemobbere.

1) Fortæl det til nogen

Ifølge DoSomething.org er det kun en ud af 10 ofre, der fortæller en voksen om onlinemobning – og alligevel er 68 % af teenagere enige om, at cybermobning er et alvorligt problem. Ofte skyldes denne manglende kommunikation flovhed eller frygt. Børn er bekymrede over at skulle sige det til en voksen – af frygt for at mobningen bliver værre, når mobberen finder ud af det, eller for at lærere og forældre ikke vil kunne gøre noget for at stoppe mobningen. Det er vigtigt, at du tager over, hvis du har mistanke om, at dine børn bliver mobbet online. Find praktiske måder at tale om problemet på, for eksempel ved at involvere skolelærere eller -ledere eller kontakte sociale medier direkte.

2) Behold enhver dokumentation

I nogle tilfælde krydser mobning grænsen fra provokation til kriminel chikane eller trusler. Det er, hvad der skete med Izzy Dix, som i september 2013 begik selvmord efter konstant onlinemobning. Selv om politiet indledte en undersøgelse af hændelsen, fandt retssystemet ingen anledning til at anklage online-"trolde" for Izzys død. Hendes mor, Gabbi, har nu indhentet optegnelser, der viser et mønster af mobning på de sociale medier, og ønsker sagen genoptaget. Hvis dit barn er offer for cybermobning, skal du sørge for at gemme alle indlæg og meddelelser fra mobberen ved at tage screenshots på computeren eller billeder på din smartphone samt registrere tid og dato.

3) Indlad dig ikke med nogen

Nobullying.com erfarer, at 55 % af alle teenagere, som benytter sociale medier, har oplevet en form for mobning, og at 95 % helt har ignoreret adfærden. For at bekæmpe dette anbefales en blanding af oplysning og forebyggelse. De personer, der observerer angrebene, skal være villige til at fortælle om problemerne til venner, familie eller lærere, mens dem, der mobbes, oftest helst bør ignorere angrebene i stedet for at reagere. Målet for enhver mobber er at provokere sit offer til at blive vred og i virkeligheden at "få fat" i offeret for at få vedkommende til at anerkende latterlige påstande eller ondsindede udtalelser. Det bedste er at blokere mobberen fra sociale medier og e-mailkonti.

4) Få flere oplysninger

Ifølge InternetSafety101.org bekymrer blot 7 % af forældre sig om cybermobning, trods det faktum at 33 % af teenagere har været ofre for mobning.

Det er af afgørende betydning, at forældre finder ud af så meget som muligt om, hvad deres børn laver på internettet og med deres smartphones. Faktisk er det en misforståelse, at drenge altid er aggressorerne, og at piger er de sandsynlige ofre. Piger kan dog lige så sandsynligt som drenge være både ofre og mobbere. Mens drenge er mere tilbøjelige til at true, fokuserer piger på følelsesmæssige overgreb, der har til formål at underminere ofrenes selvværd, hvilket kan være mere ødelæggende.

5) Forstå omfanget

Mange voksne tror, at sociale mediewebsteder er de mest sandsynlige platforme for mobbeadfærd, og det har de ret i. Men i dag, hvor 73 % af teenager bruger smartphones, er der et større spillerum for potentielle skader. Mobning kan forekomme på Facebook, Twitter og Instagram, eller via Snapchat, e-mails og tekster direkte fra mobbere. Da disse telefoner samtidig aldrig er langt fra teenagerens hænder, kan chikanen blive næsten konstant. Med en teknologi, der er under hastig forandring, er det vigtigt altid at holde øje med dine børns mobilenheder og deres adfærd på internettet for at være på forkant med eventuelle potentielle trusler.

6) Hold øje med tegnene

Et cybermobbet barn ser ud som ethvert andet ungt menneske—og er ofte uvillig til at tale om sin dag eller at videregive personlige oplysninger. Men ifølge National Crime Prevention Council (NCPC) (det amerikanske kriminalpræventive råd) bør du kigge efter andre tegn, som f.eks. manglende interesse i foretrukne aktiviteter, udeblivelse fra skole og ændringer i sove- eller spisevaner. Mens disse kan være tegn på flere slags bekymringer, har du måske også bemærket en pludselig mangel på interesse for at bruge computeren—eller i tilfælde, hvor et barn er aggressoren, ekstrem vrede, hvis du fjerner vedkommendes telefon- eller computermuligheder.

7) Hold data sikre

I tilfældet med Izzy Dix kunne mobbere konfigurere en falsk Facebook-profil ved hjælp af et stjålet foto og lave indlæg med skadelige meddelelser. Det er vigtigt, at du og din teenager udviser rettidig omhu, når det drejer sig om at offentliggøre data online. Det er en god idé at begrænse antallet af personlige billeder og oplysninger, som din teenager offentliggør online. Sørg for, at de altid er bevidste om at opbevare adgangskoder sikkert og skifter dem jævnligt. Mobbere er kendt for at "kapre" ofrenes profiler og offentliggøre uhøflige og stødende kommentarer. Ligeledes bør teenagere altid angive sociale medieprofiler som "private" og ignorere meddelelser fra personer, de ikke kender.

8) Giv ikke igen af samme skuffe

Som beskrevet af Nobullying.com kæmper nogle af ofrene mod mobberne, hvorefter de selv bliver mobbere. Selv om det kan virke som en måde at løse problemet på, er det, der ofte sker, en "slags mudderkastning frem og tilbage mellem offer og aggressor, som har en tendens til at fortsætte adfærden". Sørg for at lære teenageren at udvise respekt over for andres følelser og privatliv online. Fortæl dit barn, at du forstår lysten til gengældelse, men at det på længere sigt er bedst ikke at blande sig på den måde.

9) Stå sammen

Det er vigtigt at stå sammen og finde langsigtede løsninger på cybermobning. I Canada fremsattes for nylig et lovforslag, som gør det ulovligt at videregive billeder af en person uden vedkommendes samtykke og gør det muligt for politiet at få en kendelse på oplysninger om internetbrugere baseret på “begrundet mistanke om”, at der er begået en forbrydelse. Lovforslaget er ikke perfekt, men det kunne blive et foregangseksempel for fremtidig lovgivning med henblik på at beskytte børn på internettet. Lovene i USA varierer fra stat til stat, så det er vigtigt at forstå dine rettigheder og eskalere hændelser til de rette myndigheder, hvis de kommer ud af kontrol.

10) Hold mobberne ansvarlige

Et forskerteam ved Clemson-universitetet er i færd med at udvikle en app, som scanner billeder, videoer og data på de sociale medier med henblik på at kunne genkende tegn på mobning. Hvis der konstateres mobning, alarmerer appen offeret, dets forældre, skolens administratorer og gerningsmanden selv og giver i realiteten fuld synlighed med henblik på at stoppe mobning i opløbet. Selv uden en sådan app bør forældre holde mobbere ansvarlige ved at give skolemedarbejdere og mobbernes forældre besked. Mobbere er nødt til at forstå, at deres handlinger har konsekvenser, og at alle fortjener et liv uden frygt.

Statistikker over cybermobning afslører: Det er et vedvarende, alvorligt problem. Bevæbnet med data og brugbare løsninger kan forældre og teenagere imidlertid medvirke til at vende denne tendens med dårlig adfærd på internettet.


Top 10 over måder til at stoppe cybermobning

Ifølge DoSomething.org er det kun en ud af 10 ofre, der fortæller en voksen om onlinemobning – og alligevel er 68 % af teenagere enige om, at cybermobning er et alvorligt problem. Ofte skyldes denne manglende kommunikation flovhed eller frygt. Børn er bekymrede over at skulle sige det til en voksen – af frygt for at mobningen bliver værre, når mobberen finder ud af det, eller for at lærere og forældre ikke vil kunne gøre noget for at stoppe mobningen. Det er vigtigt, at du tager over, hvis du har mistanke om, at dine børn bliver mobbet online. Find praktiske måder at tale om problemet på, for eksempel ved at involvere skolelærere eller -ledere eller kontakte sociale medier direkte.
Kaspersky Logo