Gå til hovedindhold

Eftersom personlig cybersikkerhed er blevet første prioritet med tidens populære fjernarbejde og den digitale verden, er det blevet endnu vigtigere at beskytte og sikre sine data. Når det gælder kryptovaluta, kan du vælge mellem mange muligheder, som sikrer dine hårdt tjente penge. Når man kigger på alle de software- og hardwareløsninger, der findes, er hardwarewalleten en af dem mest enkle og effektive måder at opbevare din valuta på. Selvom mange, der læser denne artikel, måske allerede kender til begrebet hardwarewallet og rollen, den spiller i kryptovalutaens økosystem, er det vigtigt at vide præcis, hvad den er og gør, før du vælger den rette for dig. Selvom du allerede har en vis, forudgående viden og måske yderligere spørgsmål, giver artiklen nogle helt essentielle oplysninger om, hvordan du beskytter dine digitale aktiver effektivt, med en hardwarewallet.

Hvad er hardwarewallets?

En hardwarewallet er fysisk teknologi (som nogle gange ligner et USB-drev), der beskytter en kryptobrugers private, kryptografiske nøgler i offline eller "kold" wallet, der senere kan bruges online til at gennemføre diverse kryptotransaktioner. Modsat en helt almindelige tegnebog, til fysisk eller såkaldt ’fiat’ valuta, indeholder en krypto hardwarewallet ikke nogen af brugerens aktiver. Hardwarewallets sikrer og gemmer brugernes private nøgler (som er nødvendige for at få adgang til deres aktiver), som giver adgang til blockchainen. De fleste hardwarewallets håndterer endda flere blockchains samtidigt. Dermed kan brugeren administrere mange forskellige former for krypto - fra flere forskellige børser, på en enkelt enhed. Alle de data, der ligger i en hardwarewallet, kan sagtens sikkerhedskopieres med en enkelt gendannelsessætning eller PIN-kode.

Generelt findes der to forskellige typer af kryptowallets, "varme" og "kolde" wallets. En "hot" wallet er den standardindløsning, som kryptobørsen tilbyder brugeren eller kontoens ejer. I kryptoverdenen kalder man det ofte for en “custodial wallet”. Custodial eller varme wallets ligger kun på nettet og anses for at være mindre sikre, fordi hackere og cybersvindlere dermed kan benytte flere forskellige former for digitale angreb til at stjæle en brugers aktiver. Selvom mange børser påstår, at deres custodial wallets er fuldstændig sikre, kræver de stadig, at en kontoindehaver betror deres dyrebare aktiver til en tredjepart. En "kold" krypto- og hardwarewallet er en fysisk hardware, der eksisterer uden for nettet, som giver brugeren mulighed for at håndtere kryptografiske nøgler. Mange kryptoejere, der har store beløb eller forskellige aktiver foretrækker en hardwarewallet pga. dens ekstra lag af sikkerhed, udenfor nettet. Selvom man ikke behøver en hardwarewallet for at begynde at investere i kryptovaluta, anbefales det kraftigt, hvis man handler med større beløb.

Ofte kan hardwarewalletens brugere handle direkte fra walleten, i stedet for at gå over en anden, særlig wallet. Det går for at være den sikreste måde at handle med digitale aktiver på, da brugerne altid styrer deres tokens, på ethvert givet tidspunkt. Det sparer også tid, da man undgår betalingsforsinkelser og eventuelle gebyrer ifm. udbetalingsgrænser.

Hvad er kryptografiske nøgler?

Kryptografiske nøgler er en række af tal og bogstaver (25-36 tegn for at være præcis), som giver brugeren adgang til at foretage transaktioner med digital valuta. Brugerens kryptovaluta er bare data, der ligger på en blockchain. Ejeren får adgang til blockchainen, og dermed at handle der, via et sæt digitale nøgler, som består af en offentlig og en privat. De offentlige nøgler er tilgængelige for alle (deraf den distribuerede eller "delte" del af hovedbogsteknologien, som kryptovaluta er baseret på) og fungerer som et kontonummer i banken. De private nøgler (nogle gange kaldet hemmelige nøgler) virker som en pinkode, hvorfor de skal opbevares så sikkert som muligt.

Denne måde at bruge nøgler på skabte sloganet "ikke dine nøgler, ikke din krypto" i kryptoverdenen, som understreger det faktum, at private nøgler er en væsentlig del af kryptovalutaernes cybersikkerhed. Det er nemlig kun dem, der kan identificere og verificere en bruger og hans eller hendes aktiver. Uden en hardwarewallet, opbevares og håndteres de private nøgler af børsen. Hvis der går galt på eller med børsen, bliver brugerens aktiver sårbare og kan gå tabt for altid.

et billede af en USB-hardwarewallet.

Hvordan fungerer hardwarewallets?

Kryptoens hardwarewallets fungerer ved at generere private nøgler og give brugerne en offline, "kold", fysisk opbevaring og beskyttelse af de private nøgler. Det er små stykker hardware, der har nogle få, essentielle funktioner, et par knapper og måske en lille skærm. Lidt som en helt basal computer. Det vigtigste ved en hardwarewallet er, at den er "kold". Det betyder, at den ikke selv kan få forbindelse til internettet. Dermed er den helt umulig for hackerne at angribe - medmindre de stjæler den fysisk.

Når en bruger ønsker at interagere med deres kryptovaluta, dvs. bruge, overføre eller bytte aktiver med en anden brugers pung, skal transaktionen "signeres" kryptografisk ved hjælp af en unik privat nøgle. Når en hardwarewallet er forbundet til en computer, der er forbundet til internettet, gør det signeringstransaktionen i selve enheden nemmere, via en "kryptobro". Det er en softwareproces, hvor walleten får direkte forbindelse til blockchainen. "Kryptobroen" overfører usignerede transaktionsdata til hardwarewalleten. Den signerer så transaktionsdataene kryptografisk, med brugerens private nøgle, og sender dataene tilbage til kryptobroen. Derfra sender kryptobroen de signerede transaktionsdata videre til blockchainens netværk, som en gennemført transaktion. Kort fortalt, bruger hardwarewalleten den private nøgle til at låse op for brugers private adresse, på blockchainen. Da blockchainen eksisterer digitalt eller overalt, giver hardwarewallet brugeren adgang til aktiverne overalt, via internettet. Den vigtigste del af processen er, at brugerens private nøgler aldrig forlader hardwarewalleten. Derfor er de sikret mod nettets svindlere og forbrydere.

Bedste praksis for hardwarewallets

Da hardwarewallets er håndgribelige ting, er det vigtigt at opbevare dem på et passende, sikkert sted og ved stuetemperatur. Stedet bør også sikres mod ild, regn og alle andre elementer. Men hvis uheldet alligevel sker, og hardwarewalleten bliver stjålet, kan brugeren altid bruge hhv. gendannelses- eller PIN-koden og alligevel tilgå oplysningerne. Derfor er det lige så vigtigt at opbevare denne kode på et sikkert sted (og ikke bare skrevet ned på noget, derhjemme).

Vi anbefaler at bruge en password manager (nogle gange også kaldet password vault), der sikrer alle dine digitale koder sikre mod potentielle hackere. Selvom password managere eller adgangskodeadministratorer også kan hackes, er dine koder stadig sikre, fordi de er krypterede. (Det er nærmest umuligt at dechifrere industriel standardkryptering, som 256-bit AES, Advanced Encryption Standard). De bruger også en "adgangskodegenerator", som opretter din gendannelseskode eller en stærk adgangskode (10-12 tegn, med en blanding af specialtegn, tal samt store og små bogstaver). Nogle hardwarewallets genererer automatisk en gendannelseskode eller gendannelsessætning (normalt bestående af 12-24 tilfældigt genererede ord).

Du bør altid købe din hardwarewallet fra en velrenommeret producent og aldrig købe en "brugt" wallet. Da hardwarewallets egentlig bare er simple computere, virker brugte hardwarewallets som perfekte platforme for diverse malware, som skaber en bagdør til dit system eller netværk. Hardwarewallets kommer typisk med et tydeligt og synligt, holografisk klistermærke (eller en anden form for sikkerhedsfunktion), der kan bruges til at hjælpe eller advare en potentiel køber. Hvis klistermærket er i stykker eller ser ud til at have været fjernet eller ændret med på nogen måde, må du aldrig købe walleten og desuden orientere producenten eller sælgeren om faren.

Selvom hardwarewallets stadig anses for den sikreste måde at opbevare og beskytte private nøgler på, er det stadig vigtigt at fastholde en god kryptohygiejne. Det betyder, at du aldrig bør overføre større mængder kryptovaluta, før du har bekræftet modtageradressen med en testoverførsel. Hvis din hardwallet er udstyret med en skærm, skal du dobbelttjekke, om modtageradressen matcher det, hardwarepungen viser, før du starter en overførsel.

For at opnå en ekstra sikkerhed, anbefaler vi at bruge et virtuelt privat netværk (VPN), som yder en sikker, krypteret internettunnel. VPN’et lader dig surfe sikkert og anonymt på nettet (selv på offentligt Wi-Fi) gør dig ekstra tryg, når du giver din wallet adgang til nettet. Når du vil beskytte dine aktiver og sikre dit digitale liv, helt uden bekymringer, tilbyder Kaspersky Premium prisvindende antivirus-, privatlivs- og identitetsbeskyttelse i én enkel pakke.

Relaterede artikler:

Anbefalede produkter:

Hvad er en hardwarewallet og hvordan virker den?

En hardwarewallet er en af de bedste måder at sikre dine kryptotransaktioner og private nøgler på. Klik og læse mere om hvordan de fungerer.
Kaspersky Logo